Et panikanfald rammer ofte uden varsel. Midt i en helt almindelig situation begynder hjertet pludselig at hamre, synet flimrer, hænderne ryster, og det føles som om luften bliver suget ud af rummet. Kroppen reagerer med fuld alarm – som om der er reel livsfare – og tankerne eksploderer i et kaos af “jeg dør” eller “jeg bliver sindssyg”. Selvom et anfald i sig selv ikke er farligt, kan det føles altødelæggende, og frygten for nye anfald kan hurtigt komme til at styre hverdagen.

Som psykolog møder jeg mange mennesker, der begynder at undgå steder eller situationer, hvor de har oplevet et panikanfald. De holder op med at tage toget, gå i butikker, deltage i møder eller bare færdes steder, hvor de ikke hurtigt kan flygte. Det kan give en midlertidig lettelse, men i længden gør det angsten stærkere. Livet bliver gradvist mindre, og den trygge zone skrumper ind, indtil den næsten ikke rummer andet end hjemmets fire vægge. Det kan føles både ensomt og håbløst — som om man mister friheden bid for bid.

Et vigtigt første skridt er at forstå, hvad der egentlig sker i kroppen under et panikanfald. Kroppen reagerer, som om du står over for en livsfarlig trussel, og sætter gang i kamp-eller-flugt-responsen. Pulsen stiger, blodtrykket øges, og blodet trækkes væk fra mave og fingre for at forberede kroppen på flugt. Når man ved, at disse symptomer blot er kroppens alarmsystem på overarbejde, kan man begynde at se anfaldet som noget, der kan rides af – ikke noget, man skal flygte fra. Hos en psykolog kan man lære teknikker til at berolige nervesystemet og få redskaber til gradvist at genvinde kontrollen.

I et forløb med fokus på panikangst arbejder man ofte med gradvis eksponering – små, kontrollerede skridt, hvor man nærmer sig de situationer, man frygter. Samtidig arbejder man med tankemønstre og med at slippe behovet for at have fuld kontrol over kroppen. Det kan være en udfordrende proces, men mange oplever en enorm lettelse, når de opdager, at de godt kan være i angsten, uden at den behøver styre dem.

Panikangst er ikke et tegn på svaghed, men på et nervesystem, der har været på overarbejde alt for længe. Med støtte, tålmodighed og de rette redskaber kan man langsomt bygge sin verden op igen og genvinde friheden til at leve, som man ønsker det. Det handler ikke om at fjerne al angst fra livet, men om at gøre den så lille, at den ikke længere står i vejen for det, der betyder noget.